-
Receptionist sigtes for aflyse bookinger og overføre til sig selv
来源: BDK Borsnyt / 14 1月 2025 09:04:51 America/Chicago
En receptionist på et hotel i København er blevet sigtet for at have svindlet for næsten 900.000 kroner. Det fremgår af en sigtelse om groft databedrageri, som tirsdag er blevet læst op i et retsmøde i Københavns Byret. Her endte den svenske receptionist med at blive varetægtsfængslet. Ifølge sigtelsen misbrugte den 27-årige mand hotellets bookingsystem. I systemet annullerede manden 118 forudbetalte bookinger - uden at gæsterne blev orienteret. Efterfølgende ændrede han kontonummeret, så pengene blev overført til ham selv i stedet for de oprindelige kunder. Pengene fik receptionisten overført til sine egne konti, som han havde i tre forskellige banker. Angiveligt stod bedrageriet på fra juli til november sidste år og løber op i 878.449,85 kroner. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre, og det er uvist, hvordan manden forholder sig til sigtelsen. Der blev i retsmødet nedlagt et navneforbud, som gør det forbudt at identificere svenskeren. Varetægtsfængslingen varer foreløbigt 27 dage. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/receptionist-sigtes-for-aflyse-bookinger-og-overfoere-til-sig-selv